Crispy chocolate proteinbar

Proteinbar med chokolade

Proteinbar med chokolade og knas

Jeg er stor fan af proteinbarer, men sætter ikke tænderne i en hvilken som helst proteinbar. Der findes mange mærker af proteinbarer og de er desværre ikke alle lige sunde. Personligt går jeg efter proteinbarer uden tilsat sukker og hvor kvaliteten af det tilsatte protein er i top, dvs. grundigt testet for rester af tungmetaller. Proteinbarerne fra Quest hører til mine favoritter og der findes et hav af smagsvarianter. Desværre ligger de også i den dyre ende, men pengene er efter min mening godt givet ud – pris og kvalitet hænger jo oftest sammen 😉

Men, men, men…der findes også en anden og billigere løsning, hvis du gerne vil have proteinbarer i god kvalitet…du laver dem da bare selv 🙂

I min opskrift har jeg brugt en blanding af valle- og risproteinpulver. Risproteinpulver har en lidt grynet konsistens og bryder du dig ikke om det, så brug bare ren valleprotein. Jeg har ladet mig fortælle, at Ecoprotein og Plantforce leverer det bedste proteinpulver på markedet, i hvert fald når det gælder “renheden” af proteinpulveret. Smag og konsistens er jo en smagssag, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på. Dog kan jeg tilføje, at jeg hurtigt vænnede mig til smagen af risprotein og rent faktisk foretrækker det fremfor valleprotein.

Har du en god opskrift på hjemmelavede proteinbarer, så del den gerne i kommentarfeltet 🙂 Du er selvfølgelig også velkommen til at skrive når du har afprøvet mine proteinbarer 😉

Det skal du bruge:

Til 3 små barer

65 g Bodylab IMO

20 g Plantforce risproteinpulver med chokolade

15 g Ecoprotein valleproteinpulver (neutral)

10 g raw kakaopulver

10 g mandelmel

1 tsk Sukrin+

2 knsp salt

1 spsk Bodylab Whey Crisps

Sådan gør du:

Bland proteinpulver, kakaopulver, mandelmel, sukrin og salt. Opvarm IMO’en til den kun lige bobler, lad den afkøle en smule og rør den sammen med de tørre ingredienser. Tilsæt whey crisps og ælt massen godt sammen. Form 3 barer med hænderne og sæt dem i køleskabet til afkøling. For hurtigere afkøling kan du også sætte barerne i fryseren.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *