Eksotisk müsli

Granola med kokosflager

Müsli med kokosflager

Müsli kan være en rigtig bandit når det gælder tilsat sukker. Min kæreste og jeg var fornylig på ferie på Mallorca og her købte vi en pakke müsli med tørret frugt. Ved nærmere gennemgang af ingredienslisten fandt jeg 5 forskellige former for sukker! Sikke en start på dagen vi ville give os selv eller vores små poder, hvis sådan en portion blev sat til livs hver morgen. Blodsukkeret ville stige hurtigt for herefter at falde drastisk og efter kort tid vil du sandsynligvis føle sult og trang til et nyt “kick”.

Prøv i stedet at lave din egen müsli fyldt med sunde frø og kerner og sødet (næsten) naturligt med frugtmos og Sukrin+ (sukrin fremstilles på basis af erythritol, der findes i naturen). Så får du en lækker og mættende müsli, der ikke er tilsat alt muligt bras, som din krop alligevel ikke kan bruge til noget. Min yndlings for tiden er denne eksotiske müsli med kokosflager. Brug den som topping på skyr eller som lag i en trifli eller gammeldags æblekage – kun fantasien sætter grænser 🙂

Det skal du bruge:

Til 1 glas, ca. 400 g.

Müsli sovs

1 glas æble og mango mos fra Urtekram (usødet)

1 tsk vaniljepulver

2 tsk stødt kardemomme

4 tsk stødt kanel

1 1/2 tsk Sukrin+

Müsli

100 g pekannødder

100 g hasselnødder

1/2 dl solsikkekerner

1/2 dl hørfrø

1/2 dl græskarkerner

1/2 dl sesamfrø

1/2 dl kokosflager (tilsættes først når blandingen er ristet og afkølet)

Sådan gør du:

Bland ingredienserne til müsli sovsen sammen. Hak pekannødder og hasselnødder groft og bland med frø og kerner. Tilsæt müsli sovsen og rør det hele godt sammen. Spred blandingen ud på en bageplade beklædt med bagepapir og rist i ovnen i 40-45 min ved 150 grader. Rør i blandingen undervejs og hold øje med at den ikke brænder på.

Når blandingen er kølet helt af tilsættes kokosflagerne og den færdige müsli puttes i en lufttæt beholder. Müslien kan snildt holde sig 2-3 uger.

No Responses

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *