Spænder du ben for dig selv?

I can do it!

You can do it!

Jeg vil gerne blive bedre til at squatte. Problemet er bare, at jeg virkelige ikke kan lide squats. Jeg tror det er fordi, jeg ikke har så meget styrke i benene, hvilket gør at øvelsen føles super hård og jeg må kæmpe med at holde den rette teknik. Så derfor hader jeg squats og det er jeg blevet rigtig god (eller rettere slem) til at minde mig selv om. Tankerne kværner…”det er for hårdt, jeg er ikke særlig stærk, min teknik er ikke særlig god” og det påvirker mig både før og under træningen. Jeg giver nærmest op på forhånd og det er som om mine ben føles endnu svagere end normalt.

Min konklusion: Jeg spænder ben for mig selv! Jeg kunne sikkert blive ganske god til squats og måske endda komme til at synes, at det er en ret fed øvelse. Jeg skal bare tro på mig selv og fortælle mig selv, at jeg godt kan. Det er selvfølgelig lettere end sagt end gjort, men det bliver i hvert fald ikke bedre, hvis jeg ikke selv gør noget aktivt for det. Det gælder sådan set uanset hvilken udfordring du står overfor. Så næste gang der står squats på programmet, vil jeg skubbe de negative tanker til side og opmuntre mig selv ved at sige:

Du er stærk!

Du er sej!

Du kan godt!

Om du får en god eller dårlig træning/dag, afhænger faktisk meget af hvordan du selv tænker. Så spænd ikke ben for dig selv, ved at lade dine tanker begrænse dig – du er god nok som du er og du kan meget mere end du selv tror 🙂

Har du lyst til at læse mere om hvordan andre bekæmper begrænsende tanker, så kan jeg varmt anbefale Nina Q’s indlæg om fastholdelse af sunde vaner eller Kamillas indlæg om at træne tanker og muskler. Har du fået mod på, at arbejde med dine egne (begrænsende) tankemønstre, så har jeg ladet mig fortælle at bogen “Mental Topform” skrevet af Louise Luxhøi, skulle være rigtig god. Bogen handler om, at du ved at ændre dit fokus, kan få mere livsglæde og blive bedre til at håndtere modgang og udfordringer. Jeg har ikke selv læst den endnu, men den står øverst på listen (ligeså snart jeg er færdig med Fifty Shades of Grey 🙂 ).

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *