Yoga mod hovedpine

Hovedpine

Ud med hovedpinen!

Migræne og spændingshovedpine er bestemt ikke sjovt! Det kan vi vist alle hurtigt blive enige om. Jeg har selv døjet med migræne de sidste par år og indenfor de seneste måneder er mine anfald blevet mere hyppige. Inden for de sidste 3 uger har jeg haft 3 anfald 🙁 Tidligere har jeg dulmet smerterne med Treo, men det virker bare ikke rigtigt længere…og hvad gør man så…?

Først ville jeg finde ud af om min migræne skyldes fødevareallergi. Nogle af de største migræne-provokerende fødevarer, man har fundet, er bl.a. hvede, komælk, kornprodukter og sukker. I en periode førte jeg derfor en maddagbog, hvor jeg skrev alt hvad jeg spiste og drak ned, for så senere at kunne kigge tilbage og måske kæde et migræneanfald sammen med de fødevarer jeg havde spist eller drukket forinden. Jeg føler dog ikke, at jeg har oplevet en kobling mellem min kost og et migræneanfald, så denne teori har jeg lagt på hylden igen.

Næste skridt var at kigge på mit stressniveau, da migræne også kan udløses af både psykisk og fysisk stress. Efter en hurtig søgning i databasen på biblioteket i Herning, fandt jeg bogen “Yoga mod hovedpine” skrevet af Per Söder. Bogens forfatter har igennem 40 år selv lidt af migræne og har ved hjælp af faste yogarutiner reduceret hyppigheden og intensiteten af sine anfald drastisk. I bogen findes der forskellige yogasessioner (yogarutiner) á ca. 20 minutters varighed, der kan udføres når som helst, dvs. både forebyggende og når man vil stoppe et anfald som er på vej eller som er i gang.

Jeg har valgt at give mig i kast med en yogasession kaldet “Den lille rygsession”. Sessionen består af 5 øvelser som alle udføres siddende i let meditationsstilling (skrædderstilling). Øvelserne fokuserer meget på afspænding af ryg, skuldre og nakke samtidig med at man arbejder med åndedrættet, så hele sessionen har også en meditativ effekt. Forfatteren skriver, at øvelserne skal udføres hver dag i 40 dage for optimal effekt og misser man en dag, så skal man starte forfra på de 40 dage.

Jeg har indtil videre udført øvelserne 9 dage i streg og har i denne periode haft migræne en enkelt gang. Jeg satte mig og lavede øvelserne, da jeg kunne mærke at migrænen var på vej og jeg følte faktisk at øvelserne lindrede en smule. Anfaldet varede også kun en dags tid, hvor det plejer at vare i næsten 2 dage, så måske øvelserne allerede har haft en lille effekt 🙂

Jeg krydser fingre for at øvelserne kan lette mine migræneanfald bare en lille smule og skal selvfølgelig nok holde jer opdateret omkring hvordan det går når jeg er kommet lidt længere hen i forløbet 🙂 Indtil da er I meget velkomne til at dele jeres tips og tricks til at afhjælpe migræne og spændingshovedpine i kommentarfeltet nedenfor.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *